Baglandets historie:

Formål: Baglandet i Århus kontaktes ofte af folk som er interesseret i at vide, hvordan Baglandet er opstået. For nogles vedkommende for at få inspiration, til at tage initiativ til at lave et lignende projekt. Sådanne initiativer støtter vi i Baglandet i Århus og stiller gerne vores ekspertise til rådighed.

Initiativtager til Baglandet i Århus er Bente Nielsen (se under ”Medarbejdere”). Bente var selv anbragt i barndommen. Som 27-årig erkendte hun, at hendes barndomsdrømme om et godt ungdoms- og voksenliv, ikke var lykkedes. Gennem terapi, gik det op for hende, at der var mange gode grunde til dette. Ubearbejdede traumer fra barndommen. Manglende viden om egen identitet og dermed kompetencer. Og en total mangel på støtte fra voksne i ungdomsårene. Tilsammen skabte alt dette et indre og ydre kaos, som der gennem nogle års terapi, blev ryddet op i.

I erkendelse af, at efterværn af unge tidligere anbragte ikke altid fungerer optimalt, startede hun i 1997 med at rådgive tidligere anbragte privat. Sideløbende undersøgte hun mulighederne for at lave en forening. Hun fik samlet en bestyrelse af folk med specialviden på anbringelsesområdet. I april 1999 blev foreningen grundlagt ved et bestyrelsesmøde. I maj 1999 fik Baglandet stillet lokaler til rådighed af Århus Kommune. De næste knap fire år, arbejdede Bente Nielsen sammen med forskellige frivillige. Primært studerende blandt andre daværende socialrådgiverstuderende Malene Møller Lauritsen. I 2002 fik Baglandet 300.000,- kr. fra Socialministeriets SATS pulje. Dette gav to halvtidsstillinger – dog ikke til Bente Nielsen, da hun, af personlige årsager, dette år valgte kun at være tilknyttet Baglandet som ekstern rådgiver. I 2003 fik Baglandet bevilget 3,4 millioner kr. fra SATS puljen for en 3-årig periode, til og med år 2005. Dermed fik Baglandet mulighed for at ansætte tre fuldtidsansatte og få egne lokaler.

Oktober 2005: SATS puljen bevilliger Baglandet 4,8 millioner til fortsat drift til og med 2008.

Februar 2006: Baglandet flytter i villa på Silkeborgvej 259, 8230 Åbyhøj.